http://www.solrodgf.dk/

Solrød GF Nyhedsbrev - november 2010

Emner i dette nyhedsbrev:

  • Flying Superkids d. 13. november
  • Juletræsfest d. 05. december
  • Nyt hold i SGF: Body SDS
  • Planer om Springgrav

FLYING SUPERKIDS I SOLRØD IDRÆTSCENTER D. 13.11.2010
I årenes løb har millioner af mennesker i over 33 lande oplevet børnene danse, synge og flyve. Flying Superkids show er en oplevelsesrejse gennem mange spektre af gymnastikkens verden; et forsøg på at ophæve tyngdekraften, krydret med sang, humor og med børnenes livsglæde som den allervigtigste ingrediens.

Det er nu lykkedes Solrød Avis og Solrød Gymnastikforening at få dette unikke show til Solrød - det skeri Solrød Idrætscenter lørdag d. 13. november kl. 16-18.30.

Du kan læse mere om Flying Superkids i artiklen fra Solrød Avis her

Billetter til Flying Superkids bestilles gennem Solrød Avis, ved at klikke på denne linje.

JULETRÆSFEST SØNDAG D. 5. DECEMBER 2010

Søndag d. 5. december kl. 14.00 holder Solrød Gymnastikforening den traditionelle juletræsfest på Solrød gl. skole.

Både julemanden, Nissemor, nisseaktivitetsudvalget og juletræet er på plads, så alt er næsten som det plejer... 

I år indfører vi imidlertid online tilmelding og betaling, så det kan gøres i ro og mag hjemmefra. Du kender allerede princippet fra holdtilmeldingen, så det skulle være lige til at gå til.

Følg linket her for at komme til tilmeldingssiden, hvor du også kan læse mere om juletræsfesten.

TILMELDING SKAL SENEST SKE D. 28. NOVEMBER - af hensyn til indkøb og antal godteposer. Det er altså ikke muligt at møde op til juletræsfesten uden gyldig tilmelding.

NYT HOLD I SGF: BODY SDS GRUNDTRÆNING:
Holdet træner fredag formiddag kl. 08.00 - 10.00 i Solrød Gl. skoles store gymnastiksal.

Hvor godt kender du egentlig din krop? Og forstår du, når den prøver at fortælle dig noget? Det er sjældent, at vi virkelig mærker efter – sjældent at vi tillader os at fordybe os i smerten og arbejde med den. Et dansk udviklet behandlingssystem har rykket grænser – med krop og psyke som helhed har body-sds ændret kropsbevidstheden for adskillige danskere og ikke mindst banet vejen til et mere balanceret liv med færre skavanker.

I træningen arbejder man selv hele kroppen igennem og opnår styrke, centrering af led, koordination og smidighed. Ligesom i en body-session er der fokus på åndedrættet, kropsbevidsthed og jordforbindelse, og body-sds træningen er især velegnet, hvis du har stillesiddende arbejde. Ved træningen genskabes fleksibilitet og gennemstrømning til de områder der er mest blokerede, og dermed kan uforløste oplevelser bearbejdes. Du oplever ro og nærvær.

Tilmelding via SGFs hjemmeside

SGF HAR PLANER OM AT ETABLERE EN SPRINGGRAV

Med de nye muligheder der er kommet for at søge anlægstilskud via TEAM SOLRØD, er vi i SGF begyndt seriøse forberedelser til at kunne rejse ca. kr. 400.000.- som er halvdelen af anlægsudgiften for en springgrav.

I den forbindelse, søger vi personer der kan hjælpe os med målrettet fondraising - bl.a. ved at søge fonde mv.

Kontakt undertegnede eller en anden fra bestyrelsen, hvis du er interesseret i at hjælpe os med at få en gammel drøm opfyldt...

Hilsen
Lars Kongsmark
Formand